Syv forudsætninger for at få det fulde udbytte af bogen

At udøve PisseGod Ledelse bygger på nogle grundlæggende antagelser og overbevisninger.

Ved at være åben over for dem får du nøglen, som måske kan åbne døren til en verden, der for nogen vil være naturlig og for andre måske kan virke lidt udfordrende. Forudsætningerne handler om:

  1. Troen på det bedste i mennesket
  2. Inspiration, frivillighed og tillid virker bedre end magt
  3. Der findes en positiv intention bag enhver handling
  4. Respekter andres model af verden
  5. Vi er hele mennesker
  6. Relationer erstatter hierarkiske organisationsformer
  7. Vi lever i en verden med stigende kompleksitet

 

Vi beskriver i denne bog idealer, som kan være svære eller i visse tilfælde umulige at leve op til. Men vores ønske er bl.a. at inspirere vores læsere til selvrefleksion. Derfor er bogen især for dig, der er nysgerrig efter at høre om alternative måder at lede på i stedet for det, der foregår i de traditionelle magt-hierarkier og tendensen til silo-dannelser i vores virksomheder.

Det vil glæde os, hvis vores eksempler og historier fra det virkelige liv starter dialoger med kollegaerne i kaffehjørnet eller over en frokost. Uanset om I er enige eller uenige med os. Endnu bedre, naturligvis, hvis I får lyst til at prøve nogle af de ting af, som vi skriver om i bogen.

Vi gennemgår her 7 generelle forudsætninger, som bogen bygger på.

 

1. Troen på det bedste i mennesket

Mennesker vil som udgangspunkt gerne arbejde og bidrage med noget meningsfyldt. Vi har også et indre ønske om at være glade undervejs og have et godt arbejdsmiljø. Dette udmønter sig blandt andet i, at…

  • mennesker som udgangspunkt er ansvarsfulde og gerne påtager sig ansvar (note F1)
  • vi er normalt i stand til at lede og motivere os selv
  • vi ønsker at afdække og bruge vores talent og potentiale
  • som udgangspunkt er mennesker kreative og idérige. Disse egenskaber kan fremmes (eller begrænses) gennem virksomheds- og ledelseskulturen.

 

2. Inspiration, frivillighed og tillid virker bedre end magt

Vi har nået et punkt, hvor vi har brug for at kunne inspirere hinanden og samarbejde via tillid uden brug af tvang og magt.

Frivilligt engagement leder nemlig oftest til dyb forpligtelse og stor motivation, hvor man tager ejerskab for situationen. De færreste ønsker at forpligte sig blot, fordi en autoritet siger, at man skal.

Du vil muligvis blive udfordret undervejs i læsningen, hvis du pt. arbejder med opgaver, hvor omstændighederne fordrer anvendelse af formel magt/tvang, eller du blot er vant til at bruge denne ledelsesstil.

Vi henviser i bogen til forskningsresultater og erfaringer, der viser, at resultatet af formel magt oftest er kortsigtet sammenlignet med brug af frivillighed. Brug og misbrug af magt kan efterlade beskadigede relationer. Du kan læse mere om magt i kapitel 4.

 

3. Der findes en positiv intention bag enhver handling

Denne bog vil forhåbentlig appellere til dig, der er overbevist om – eller frisk på at lære mere om – at menneskers handlinger udspringer af en positiv hensigt. Altså for den, der gennemfører handlingen!

Alle mennesker er født med en positiv indre kerne. Når vi oplever andres handlinger som onde, virker forudsætning nr. 3 derfor umiddelbart som en forkert eller underlig forudsætning at bringe op i denne bog. Men hæng lige på et øjeblik…

Det siges, at vi typisk vurderer os selv på hensigten, men andre på handlingen. (kilde ukendt)

Negative konsekvenser af en handling kan fx godt skyldes, at den, der udfører den, ikke kunne forudse konsekvensen af sin handling. Et par af pointerne her er, at

  • vi må spørge vedkommende om intentionen bag handlingen – inden vi dømmer – i stedet for at formode at vide, hvad intentionen er
  • når vi dømmer andre, kan det være udtryk for et uopfyldt eller kompromitteret behov hos os selv (og det bør vi selv søge til bunds i).

 

4. Respekter andres model af verden

Ingen af os oplever verden på samme måde, da der ikke findes nogen objektiv sandhed, altså bortset fra universets, fysikkens og naturens love. Sagt på en anden måde, så har alle mennesker individuelle, unikke oplevelser, som er subjektive og er med til at forme den enkeltes tanker og perspektiver på omverdenen.

Dermed bør vi altid søge at forstå den andens model af verden. Vi må også acceptere den andens perspektiv på tingene.

Først da er der grundlag for indgå i en meningsfyldt og ligeværdig dialog. Den enes version er ikke nødvendigvis mere rigtig end den andens. Uanset om vi er enige eller uenige. Hvordan vi så hver især konkluderer, er en anden sag.

5. Vi er hele mennesker

Vores antagelser igennem hele bogen er, at mennesker er “hele”. Altså, at man ikke kun går på job for at anvende en specifik kropsdel så som hovedet eller hænder, fødder og muskler. At vi ikke skal inddele arbejdsstyrken i dem, der kun tænker (bruger hoved, hjerne) – typisk formelt udnævnte ledere – og dem, der efterfølgende udfører arbejdet (hænder, fødder, muskler), som man ser tendenser til i magt-hierarkiske organisationer.

Vi bør også alle have hjertet med – for derved at udnytte menneskets passion, kærlighed til jobbet og det, der giver mening og indhold i livet på den gode måde. Når vi omfavner ’det hele menneske’, er vi heller ikke én person på jobbet og en anden person derhjemme. Vi er, den vi er: Et menneske af kød og blod bestående af legeme, intellekt, sind og ånd.

Selvfølgelig findes der jobs, der overvejende trækker på hovedet eller på hænder/fødder/muskler. Men derfor bør virksomheder alligevel gøre et forsøg på at inddrage hele mennesket.

6. Relationer erstatter hierarkiske organisationsformer

Vi skaber bedst sammen – og allerbedst i mangfoldige teams. Det viser massevis af forskning. Ægte menneskelige kvaliteter som empati, samarbejde og omsorg (compassion) styrker sammenhold. Viden er til for at blive delt. Information bør flyde frit i virksomheden og således skabe et højt niveau af transparens.

Forbindelser mellem mennesker, relationerne, opstår dynamisk og ikke kun gennem formelt udnævnte ledere (nye eller erfarne). Men magt-hierarkierne begrænser ofte interaktionen i praksis og sænker hastigheden, hvormed opgaver og innovation kan igangsættes og beslutninger tages.

Der findes alternativer til hierarkier, hvor troen på ligeværd mellem mennesker er en af byggeklodserne. Hvis du evt. skulle være skeptisk over for dette, håber vi, at du alligevel vil være åben og nysgerrig på at undersøge denne forudsætning for at få det bedste udbytte af denne bog.

7. Vi lever i en verden med stigende kompleksitet

Vores arbejde i vidensamfundet bliver mere og mere kompleks; ting er knapt så forudsigelige som under industrialiseringen (note F2). I denne bog arbejder vi ud fra en forudsætning om, at sammenhængen mellem årsag og virkning ikke altid er så ligetil i vores komplekse verden. Vi kan derfor ikke nødvendigvis alle opføre os ’lineært’ og arbejde forudsigeligt ud fra nøje planlagte processer. Nogen af os vil i fremtiden skulle ændre på bevidste eller ubevidste vaner.

Det er ikke alle problemer, som ’bare’ kan nedbrydes i mindre bidder, og hvor det er fair at nogen får skylden eksempelvis pga. inkompetence, hvis noget ikke lykkes. Det betyder også, at vi ikke kan planlægge os ud af alt og at løbende tilpasning er en bedre metode. Og så er vi tilbage til forudsætning 6, hvor vi skaber bedst sammen og i mangfoldige teams.

Afrunding

Dette er bogens 7 forudsætninger. Vi håber du er åben for dem og nysgerrig på at udforske dem og vores erfaringer i resten af bogen. Også selvom du ikke nødvendigvis er enig med os i alle præmisserne.